Post by Lucas Reiko Austell on Jan 26, 2010 21:10:27 GMT -1
Fulde navn: Lucas Reiko Austell
Kaldenavn: Bare Lucas, han er dog blevet kaldt Reiko af sin far.
Køn: Dreng
fødselsdag: 04/7
Årgang: 5. årgang
Kollegium: Gryffindor
Stav: Mørk valnødde træ, tilsat inhjørninge hår.
Nationalitet: Han bor i Brighton, England. Men han er halv englænder, halv japaner, og har desuden boet i Findland og Frankrig.
Blodstatus: Fuldblods troldmand.
Udseende:
Hår: Han er ekstrem blond, naturligt, hvilket han er efter sin mor.
Øjne: Hans øjne er dyb grå, men kan let se blå eller sorte ud, alt efter lyset omkring dem. De er meget asiatisk udformet.
kropsbygning: Han er veltrænet og med muskler, men bestemt ikke pumpet. Han ejer nok heller ikke den mest maskuline krop på jordens overflade.
Hudfarve: Han har en meget lys hud, og er ret sart overfor sol.
Tøjstil: Han er mest skjorte typen, men går bestemt også i andet. Han vil helst se afslappet ud, men på en stilet måde, som han for det meste opnår ved bare at vælge enkle farver, og uden for meget tilbehør, selvom han gerne bære smykker. Bare de ikke står for meget ud.
Resten:
Interesser: Han læser en del, og bruger meget af sin tid på lektier. Derudover interesserer han sig en del for magiske dyr. Han er typen der er bedre med dyr, end mennesker.
Kan lide: Han kan godt lide at læse, og at gå ture udenfor - ligegyldigt vejret.
Kan ikke lide: Han kan ikke lide at flyve på kost, det er ham nervøs ikke at være ved jorden. Deruvover kan han ikke lide at snakke om ting der har noget som helst med Azkaban at gøre.
Største svaghed: Hans forvirret sind, grundet hans fortid, som ofte gør, at han til tider er meget negativt følelsesladet.
Største styrke: Han er ikke typen der giver op!
Patronus: Hest.
Evt. race: Menneske
Forældre:
Mor: Patricia Austell, af engelsk oprindelse, 43 år.
Far: Kenichi Utami Austell, af japansk oprindelse, fange i Azkaban, 45 år.
Søskene:
Lillesøter: Lillith Kitami Austell, 5 år.
Storesøster: Sarah Fuyuko Austell, død, 17 år.
Dyr: Amerikansk stor hornugle.
Kost: Han har ingen kost, han låner skolens når der er flyvning.
Personlighed:
Han er meget punktlig, ansvarlig, hårdtarbejdende og tålmodig, især i skolen. Han kan til tider være ekstremt stædig, og vil virkelig gøre alt for at nå sine mål. Han holder ud til det sidste. Men derudover er han typen der har ret svært ved at finde venner. Han har været meget sky og indelukket, men det er blevet bedre. Desuden har han svært ved at stole rigtig på folk, selvom man virkelig kan stole på ham selv. Men han er ellers en rigtig god ven, der kun ønsker at hans venner er glade, og derfor altid gerne vil hjælpe dem, hvis de har brug for det. Han sætter ofte andres behov højere, end sine egne.
Derudover kommer Lucas altså fra en fuldblodsfamilie, som nok har opdraget ham en smule konservativ, og han har ikke meget tilovers for halvblods- eller muggler fødte. Han har som sådan ikke noget imod at de går på Hogwarts, han føler sig bare ret meget hævet over dem. Især muggler fødte. Han kan sagtens tale med halvblods, men han vil helst undgå mugglerer hvis han kan slippe af sted med det.
Han lider stadig under episoden med hans søster, og til tider gør det ham let vred og ked af det. Især gså fordi han ikke har et forhold til hans yngre søster. Men han holder det mest for sig selv, og virker udadtil som oftest glad.
Historie:
Lucas Reiko Austell er en dreng af mange afstaminger. Hans far er oprindeligt fra Japan, men flyttede så til A Coruña i Spanien, hvor han mødte Lucas mor (som oprindeligt er fra England), og der fik de en datter, Sarah Fuyuko. Nogle år senere flyttede hele familien til Ivalo, en lille by i Finland, hvor de få år efter fik Lucas Reiko, da Sarah var 8. Sarah var meget glad for den lille Lucas og ekstrem hjælpsom. Da han lærte at gå, fulgte han altid glad efter Sarah, som en ælling i rumpen på sin mor. Inden længe flyttede de igen. Denne gang til Versailles i Frankrig, da Lucas var 3 år.
Grunden til at de flyttede en del var fordi nogen var efter Lucas far, Kenichi Utami. Kenichi nedstammede fra en lang række af Japanske troldmænd fra en orden der blev kaldt Kosai no Sendo. Disse troldmænd var ikke blot udøvere af sort magi, de var også tilhængere af en troldmandsstyret verden, men var langt tilbage i tiden nedkæmpet og reduceret i antal. I dag er de ikke set som nogen trussel, men tilhængere deraf bliver straffet som onde troldmænd og brugere af ulovlig sort magi. Men altså; begge Kenichis forældre var medlem af ordnen og Kenichi blev ligesom født ind i det, og var derfor også medlem igennem hele sin barndom. Men i en alder af 21 besluttede han at droppe ud af ordnen. Noget af en umulighed, og derfor flygtede han til Spanien i sin tid. Kosai no Sendo har et kodex der blandt andet indebære at det er umuligt at melde sig ud, og hvis man strider imod ordnen er straffen ikke svær at gætte. Døden. Derudover står han også på en liste over eftersøgte troldmænd, anklaget for brug af sort magi og for at være medlem af en ulovlig orden. Og det selvom han har lagt det bag sig (til dels). Men som tidligere nævnt føler de sig nogenlunde i sikkerhed så længe de flytter rundt. Derudover bruger Kenichi dæknavne, og ingen af børnene har hans gamle efternavn.
Nu boede de så i Versailles. Ikke en by med mange magikere, men nogenlunde sikker, uden at være for langt ude på landet. Sarah studerede på en fransk skole for heksekunster og troldmandskab. Ikke en skole der var ligeså god som Hogwarts, men god nok. De bor længe i Frankrig, og ingen havde regnet med det, der en dag skete. En lærer på Sarahs skole, Professor Solomon, genkender Kenichi til en forældre samtale. Det er helt tilfældigt at Professor Solomon er gift med en der arbejder for Azkaban, og det er helt tilfældigt at hun engang imellem har siddet ved siden af sin mand og arbejdet på noget til skolen, mens han tilfældigt har siddet med noget arbejde fra Azkaban. Derudover er det endnu mere tilfældigt og langt ude at de to, engang for mange år siden havde siddet og diskuteret en sag, som hendes mand arbejdede på. En sag om en ung Japansk mand, der netop var flygtet ud af en ulovlig orden. Der var et billede, og hun havde kigget længe på det asiatiske ansigt, med sort pænt friseret hår og de mørke ulykkelige øjne. En ung mand der skulle straffes for forældrenes forbrydelse, som han var blevet født ind i. Hun havde ikke været sikker. Men selv samme dag gik hun hjem, og fortalte sin mand det, der straks fandt den gamle sag frem, og da hun så billedet igen var hun sikker.
Azkabans hovedkvarter blev informeret. Dette var blot en lille og ubetydelig sag, men en sag var det og nogle Dementorer blev sendt til Versailles med det samme. Den dag var Lucas mor, Petricia, netop taget i sommerhus med nogle veninder, hvor de skulle være nogle dage. Dementoren ankom, og det alt imens den forsvarsløse Kenichi sad i stuen med dagens avis. Han bemærkede intet førend at Sarah desperat råbte til sin far idet hun sprang ind foran ham med sin stav rettet imod Dementorne, i et forsøg på at kaste noget magi der kunne beskytte sin far. Men der var intet at gøre. For i samme øjeblik, havde Kenichi selv kastet en besværgelse af ren refleks, fordi han følte sig i stor fare. Avada Kadavra. Han ramte Sarah. Han nåede ikke at sanse hverken at det var Sarah, eller at det var Dementorene der havde fået ham til at føle si truet, og i panik og forvirring over Sarah, nåede han ikke at udøve nogen som helst form for modstand inden Dementorene tog ham med.
Den dengang kun 9’årige Lucas havde set hele episoden fra de øverste trappetrin. Og tårerne meldte sig med det samme! Han løb skrigende og grædende ned af trappen og kastede sig fortvivlet ind over sin søster. Og han var helt alene. Hans mor var ikke hjemme, og han vidste ikke hvornår hun kom hjem. Hans far var væk, og hans elskede søster lå død på gulvet. Først var han ikke helt sikker på hvad der egentlig var sket, men han græd. Han var blevet så bange, og nu lå hans søster bare på gulvet, og far var blevet bortført af sorte skygger. Der havde været så koldt i huset. Og nu var alting stille, bortset fra den endeløse gråd fra stakkels lille Lucas. Han græd, og blev ved. Hans stemme var ødelagt da han endelig holdt op. Og så var der intet. Han sad som frosset fast til gulvet ved siden af sin søster, alt imens han stirrede ud i den triste intethed af tom luft. Han sad der er i flere timer. Flere dage.
Da hans mor endelig kom uvidende hjem, og hendes glade stemme hørtes ude fra gangen: “Hej, jeg har gode nyheder med, kære familie..” Vågnede han pludselig op fra en tilstand af chok. Han så sig kort omkring, til hans blik faldt på Sarah. Da hans mor kom ind i stuen forandredes hendes ansigt hurtigt fra smil, til et skrig, og med begge hænder for munden så hun sig nu om i stuen hvor møbler var væltet og hvor hendes datter lå ligbleg på gulvet foran hendes 9’årige søn, Lucas. Hun løb hen og satte sig ned til ham, tog voldsomt fat i ham og råbte; “HVA’ HAR DU GJORT? HVA’ ER DER SKET?” Hun kigge kun på ham kort, inden hun slap ham og tog Sarah til sig. “Sarah,” hviskede hun.
Lucas var et øjeblik mere forvirret end noget som helst andet. Alt var der var sket glippede et kort øjeblik, og han følte rummet omkring sig blive mørkt og trange sig ind omkring ham. Han tog sig til hovedet og prøvede at huske. Men han så kun glimt af sin søster der var løbet ud fra værelset hvor hende og Lucas havde siddet, og Lucas var fulgt efter til trappen. Han så de sorte skygger og huskede kulden. Han kan huske noget om at søsteren prøvede at hjælpe, men han kunne ikke huske hvem hun hjalp. Var det far eller skyggerne? Men hans far havde været bange for skyggerne, og hvad havde han selv gjort? Hvorfor var søster død? Hvorfor råbte mor, og spurgte hvad han havde gjort? Hvad havde han gjort? Han måtte da have gjort noget, han havde altid hjulpet til når der var brug for ham. Måske var det ham der havde dræbt Sarah? Det måtte det være. Sarah hjalp jo skyggerne, hun prøvede at hjælpe dem med at dræbe far. Det var det de havde gjort! Skyggerne havde dræbt far, og Sarah hjalp dem, og Lucas ville bare hjælpe far, og måtte have dræbt Sarah ved at uheld. Ja, det var sådan det måtte have været! I hvert fald var det´dét Lucas fandt frem til, via brudstykkerne af billeder i hans hukommelse. Han var tæt på at græde igen da an fortalte sin mor om det. Men der var nærmest ikke flere tårer at klemme ud af ham. En enkelt tåre blev det til. Og hans mor vidste slet ikke hvad hun skulle tro og ikke tro. Hun vidste selvfølgelig godt at hendes mand havde været eftersøgt af Azkaban, men havde aldrig regnet med at stå i den situation at de fandt ham. Tårerne løb tavst ned af hendes ansigt mens hendes lille søn, stod og erklærede sig morder, i et forsøg på at beskytte sin far. Hun vidste at Dementorene umuligt kunne have været ude på at slå ham ihjel, men hun ville nok aldrig finde ud af det. Samtidig tvivlede hun stærkt på at Sarah skulle have været ude på at slå sin far ihjel. Men måske var det Sarah der havde fundet ud af sin fars hemmelighed, og ringet til Azkaban? Hvorfor skulle de ellers have rodet op i den gamle og ubetydelige sag? De havde så meget andet at rode med. Men hvorfor ville Sarah nogensinde gøre det? Og hvis hendes søn var en morder, ville de så også komme efter ham? Og kunne hun overhovedet stole på ham? Hun var ude af sig selv, og vidste ikke hvad hun skulle gøre. Hun sagde at Lucas aldrig nogensinde måtte fortælle om det der var sket.
Lucas og hans mor flyttede hurtigt efter episoden til Brighton i England. Patricias hjemland. Hun kunne ikke holde ud at blive boende i huset i Frankrig, og den gode nyhed hun ville være kommet hjem med den dag, skulle bestemt ikke vokse op det sted. Hun var gravid. Og kort til efter Lucas 10 års fødselsdag blev en lille pige født. Lillith Kitami. Lucas mor var meget omsorgsfuld og beskyttende når det gjaldt Lillith. Hun ville ikke have at Lucas var alene med hende. Også selvom hun stadig ikke vidste hvad hun skulle tro om Lucas beretning omkring hvad der skete i Frankrig, så havde hun lagt en vis afstand til Lucas. Hun accepterede ham ikke rigtig som søn mere, og når han kaldte hende mor, svarede hun tonløst “lad vær‘ med at kalde mig det..” Lillith ville aldrig få at vide at Lucas var hendes bror. Og selvom han elskede sin nye søster højt, accepterede han sin mors ønske. Han kaldte hende Patricia og nærmede sig aldrig Lillith. Han kunne ikke sove om natten længere, han drømte om episoden i Frankrig. Han blev indelukket og sky. Han så aldrig folk i øjnene, kiggede altid ned. Han begyndte også at glemme ting. Han glemte ting som hans sind ikke ville acceptere, eller kendes ved. Men selvom han ønskede at glemme episoden i Frankrig mere end noget andet, hjemsøgte det ham stadig om natten, og den historie han havde bildt sig ind, blev mere og mere klar. Hvad der i virkeligheden var sket, var væk.
På hans 11 års fødselsdag, får han så et brev fra Hogwarts. Han er blevet optaget, og til hans mors store lykke. Hun er glad for at få ham ind på en skole, med ordentlige omgivelser, hvor han kan blive boende i nogle år, så han ikke skal være hjemme hos hende og Lillith.
Og endelig begynder han på Hogwarts. Han bruger det meste af første semester på at finde informationer omkring sin far. Hans mor fortalte ham at skyggerne han havde set, var Dementorer fra Azkaban, men at Kenichi ikke fortjente at få den straf. Og derfor ville Lucas undersøge det nærmere. Men han fandt ikke ud af så meget mere end at han var med i en ulovlig japansk orden der udførte sort magi. Der står åbenbart ikke meget om japanske ordner i bøgerne på hogwarts bibliotek. I hvert fald ikke i den afdeling elever har lov at være i.
2. semester spendere han på at gå til en masse psykolog, og hans mareridt holder op med at vende tilbage hver evig eneste nat, samt at han bliver en smule mindre sky. Men han opnår ikke rigtigt at få nogle venner. Han er stadig ret indadvendt og holder sig mest for sig selv. Derudover opdager han at han er slangehvisker, da han høre nogle få ord fra en mindre slange en dag han befinder sig udenfor. Men han kan ikke finde ud af selv at tale det. Hans mor fortæller ham at Kenichis morfar også var slangehvisker, men hun forbyder ham at lærer mere om det. Og selvom han er meget nysgerrig omkring det, så adlyder han mut sin mors ordre.
3. Semester begynder han at fatte en lille interesse for sort magi. Han holder det dog på afstand. Han vil ikke rodes ind i noget. Derudover sker der ikke meget dette år. Han går mest op i skolen, og laver ikke så meget andet. Og det var ikke meget anderledes i 4. semester.
I sommeren mellem 4. og 5. semester prøver han at få lidt tid med Lillith. Men Patricia lader dem ikke være alene sammen. Han vil så gerne være den kærlige og beskyttende storebror, som vil gøre hvad som helst for sin lille søster, men det er der ingen gode udsigter for. Næste semester vil han knokle hårdt for at blive endnu bedre i skolen, i håb om at overbevise sin mor om at han sagtens kan være en vidunderlig storebror. Men han slås stadig med sit sind og episoden for længe siden. Han gemmer det godt for omverden, men dybt inde er han stadig forvirret og bange. Han holder tappert ud ved at fortrænge det bag de smil, der efterhånden er dukkede op på hans ansigt igen.
;D
Celebrity: Camui M.S. Gackt (aka GACKT)
Kaldenavn: Bare Lucas, han er dog blevet kaldt Reiko af sin far.
Køn: Dreng
fødselsdag: 04/7
Årgang: 5. årgang
Kollegium: Gryffindor
Stav: Mørk valnødde træ, tilsat inhjørninge hår.
Nationalitet: Han bor i Brighton, England. Men han er halv englænder, halv japaner, og har desuden boet i Findland og Frankrig.
Blodstatus: Fuldblods troldmand.
Udseende:
Hår: Han er ekstrem blond, naturligt, hvilket han er efter sin mor.
Øjne: Hans øjne er dyb grå, men kan let se blå eller sorte ud, alt efter lyset omkring dem. De er meget asiatisk udformet.
kropsbygning: Han er veltrænet og med muskler, men bestemt ikke pumpet. Han ejer nok heller ikke den mest maskuline krop på jordens overflade.
Hudfarve: Han har en meget lys hud, og er ret sart overfor sol.
Tøjstil: Han er mest skjorte typen, men går bestemt også i andet. Han vil helst se afslappet ud, men på en stilet måde, som han for det meste opnår ved bare at vælge enkle farver, og uden for meget tilbehør, selvom han gerne bære smykker. Bare de ikke står for meget ud.
Resten:
Interesser: Han læser en del, og bruger meget af sin tid på lektier. Derudover interesserer han sig en del for magiske dyr. Han er typen der er bedre med dyr, end mennesker.
Kan lide: Han kan godt lide at læse, og at gå ture udenfor - ligegyldigt vejret.
Kan ikke lide: Han kan ikke lide at flyve på kost, det er ham nervøs ikke at være ved jorden. Deruvover kan han ikke lide at snakke om ting der har noget som helst med Azkaban at gøre.
Største svaghed: Hans forvirret sind, grundet hans fortid, som ofte gør, at han til tider er meget negativt følelsesladet.
Største styrke: Han er ikke typen der giver op!
Patronus: Hest.
Evt. race: Menneske
Forældre:
Mor: Patricia Austell, af engelsk oprindelse, 43 år.
Far: Kenichi Utami Austell, af japansk oprindelse, fange i Azkaban, 45 år.
Søskene:
Lillesøter: Lillith Kitami Austell, 5 år.
Storesøster: Sarah Fuyuko Austell, død, 17 år.
Dyr: Amerikansk stor hornugle.
Kost: Han har ingen kost, han låner skolens når der er flyvning.
Personlighed:
Han er meget punktlig, ansvarlig, hårdtarbejdende og tålmodig, især i skolen. Han kan til tider være ekstremt stædig, og vil virkelig gøre alt for at nå sine mål. Han holder ud til det sidste. Men derudover er han typen der har ret svært ved at finde venner. Han har været meget sky og indelukket, men det er blevet bedre. Desuden har han svært ved at stole rigtig på folk, selvom man virkelig kan stole på ham selv. Men han er ellers en rigtig god ven, der kun ønsker at hans venner er glade, og derfor altid gerne vil hjælpe dem, hvis de har brug for det. Han sætter ofte andres behov højere, end sine egne.
Derudover kommer Lucas altså fra en fuldblodsfamilie, som nok har opdraget ham en smule konservativ, og han har ikke meget tilovers for halvblods- eller muggler fødte. Han har som sådan ikke noget imod at de går på Hogwarts, han føler sig bare ret meget hævet over dem. Især muggler fødte. Han kan sagtens tale med halvblods, men han vil helst undgå mugglerer hvis han kan slippe af sted med det.
Han lider stadig under episoden med hans søster, og til tider gør det ham let vred og ked af det. Især gså fordi han ikke har et forhold til hans yngre søster. Men han holder det mest for sig selv, og virker udadtil som oftest glad.
Historie:
Lucas Reiko Austell er en dreng af mange afstaminger. Hans far er oprindeligt fra Japan, men flyttede så til A Coruña i Spanien, hvor han mødte Lucas mor (som oprindeligt er fra England), og der fik de en datter, Sarah Fuyuko. Nogle år senere flyttede hele familien til Ivalo, en lille by i Finland, hvor de få år efter fik Lucas Reiko, da Sarah var 8. Sarah var meget glad for den lille Lucas og ekstrem hjælpsom. Da han lærte at gå, fulgte han altid glad efter Sarah, som en ælling i rumpen på sin mor. Inden længe flyttede de igen. Denne gang til Versailles i Frankrig, da Lucas var 3 år.
Grunden til at de flyttede en del var fordi nogen var efter Lucas far, Kenichi Utami. Kenichi nedstammede fra en lang række af Japanske troldmænd fra en orden der blev kaldt Kosai no Sendo. Disse troldmænd var ikke blot udøvere af sort magi, de var også tilhængere af en troldmandsstyret verden, men var langt tilbage i tiden nedkæmpet og reduceret i antal. I dag er de ikke set som nogen trussel, men tilhængere deraf bliver straffet som onde troldmænd og brugere af ulovlig sort magi. Men altså; begge Kenichis forældre var medlem af ordnen og Kenichi blev ligesom født ind i det, og var derfor også medlem igennem hele sin barndom. Men i en alder af 21 besluttede han at droppe ud af ordnen. Noget af en umulighed, og derfor flygtede han til Spanien i sin tid. Kosai no Sendo har et kodex der blandt andet indebære at det er umuligt at melde sig ud, og hvis man strider imod ordnen er straffen ikke svær at gætte. Døden. Derudover står han også på en liste over eftersøgte troldmænd, anklaget for brug af sort magi og for at være medlem af en ulovlig orden. Og det selvom han har lagt det bag sig (til dels). Men som tidligere nævnt føler de sig nogenlunde i sikkerhed så længe de flytter rundt. Derudover bruger Kenichi dæknavne, og ingen af børnene har hans gamle efternavn.
Nu boede de så i Versailles. Ikke en by med mange magikere, men nogenlunde sikker, uden at være for langt ude på landet. Sarah studerede på en fransk skole for heksekunster og troldmandskab. Ikke en skole der var ligeså god som Hogwarts, men god nok. De bor længe i Frankrig, og ingen havde regnet med det, der en dag skete. En lærer på Sarahs skole, Professor Solomon, genkender Kenichi til en forældre samtale. Det er helt tilfældigt at Professor Solomon er gift med en der arbejder for Azkaban, og det er helt tilfældigt at hun engang imellem har siddet ved siden af sin mand og arbejdet på noget til skolen, mens han tilfældigt har siddet med noget arbejde fra Azkaban. Derudover er det endnu mere tilfældigt og langt ude at de to, engang for mange år siden havde siddet og diskuteret en sag, som hendes mand arbejdede på. En sag om en ung Japansk mand, der netop var flygtet ud af en ulovlig orden. Der var et billede, og hun havde kigget længe på det asiatiske ansigt, med sort pænt friseret hår og de mørke ulykkelige øjne. En ung mand der skulle straffes for forældrenes forbrydelse, som han var blevet født ind i. Hun havde ikke været sikker. Men selv samme dag gik hun hjem, og fortalte sin mand det, der straks fandt den gamle sag frem, og da hun så billedet igen var hun sikker.
Azkabans hovedkvarter blev informeret. Dette var blot en lille og ubetydelig sag, men en sag var det og nogle Dementorer blev sendt til Versailles med det samme. Den dag var Lucas mor, Petricia, netop taget i sommerhus med nogle veninder, hvor de skulle være nogle dage. Dementoren ankom, og det alt imens den forsvarsløse Kenichi sad i stuen med dagens avis. Han bemærkede intet førend at Sarah desperat råbte til sin far idet hun sprang ind foran ham med sin stav rettet imod Dementorne, i et forsøg på at kaste noget magi der kunne beskytte sin far. Men der var intet at gøre. For i samme øjeblik, havde Kenichi selv kastet en besværgelse af ren refleks, fordi han følte sig i stor fare. Avada Kadavra. Han ramte Sarah. Han nåede ikke at sanse hverken at det var Sarah, eller at det var Dementorene der havde fået ham til at føle si truet, og i panik og forvirring over Sarah, nåede han ikke at udøve nogen som helst form for modstand inden Dementorene tog ham med.
Den dengang kun 9’årige Lucas havde set hele episoden fra de øverste trappetrin. Og tårerne meldte sig med det samme! Han løb skrigende og grædende ned af trappen og kastede sig fortvivlet ind over sin søster. Og han var helt alene. Hans mor var ikke hjemme, og han vidste ikke hvornår hun kom hjem. Hans far var væk, og hans elskede søster lå død på gulvet. Først var han ikke helt sikker på hvad der egentlig var sket, men han græd. Han var blevet så bange, og nu lå hans søster bare på gulvet, og far var blevet bortført af sorte skygger. Der havde været så koldt i huset. Og nu var alting stille, bortset fra den endeløse gråd fra stakkels lille Lucas. Han græd, og blev ved. Hans stemme var ødelagt da han endelig holdt op. Og så var der intet. Han sad som frosset fast til gulvet ved siden af sin søster, alt imens han stirrede ud i den triste intethed af tom luft. Han sad der er i flere timer. Flere dage.
Da hans mor endelig kom uvidende hjem, og hendes glade stemme hørtes ude fra gangen: “Hej, jeg har gode nyheder med, kære familie..” Vågnede han pludselig op fra en tilstand af chok. Han så sig kort omkring, til hans blik faldt på Sarah. Da hans mor kom ind i stuen forandredes hendes ansigt hurtigt fra smil, til et skrig, og med begge hænder for munden så hun sig nu om i stuen hvor møbler var væltet og hvor hendes datter lå ligbleg på gulvet foran hendes 9’årige søn, Lucas. Hun løb hen og satte sig ned til ham, tog voldsomt fat i ham og råbte; “HVA’ HAR DU GJORT? HVA’ ER DER SKET?” Hun kigge kun på ham kort, inden hun slap ham og tog Sarah til sig. “Sarah,” hviskede hun.
Lucas var et øjeblik mere forvirret end noget som helst andet. Alt var der var sket glippede et kort øjeblik, og han følte rummet omkring sig blive mørkt og trange sig ind omkring ham. Han tog sig til hovedet og prøvede at huske. Men han så kun glimt af sin søster der var løbet ud fra værelset hvor hende og Lucas havde siddet, og Lucas var fulgt efter til trappen. Han så de sorte skygger og huskede kulden. Han kan huske noget om at søsteren prøvede at hjælpe, men han kunne ikke huske hvem hun hjalp. Var det far eller skyggerne? Men hans far havde været bange for skyggerne, og hvad havde han selv gjort? Hvorfor var søster død? Hvorfor råbte mor, og spurgte hvad han havde gjort? Hvad havde han gjort? Han måtte da have gjort noget, han havde altid hjulpet til når der var brug for ham. Måske var det ham der havde dræbt Sarah? Det måtte det være. Sarah hjalp jo skyggerne, hun prøvede at hjælpe dem med at dræbe far. Det var det de havde gjort! Skyggerne havde dræbt far, og Sarah hjalp dem, og Lucas ville bare hjælpe far, og måtte have dræbt Sarah ved at uheld. Ja, det var sådan det måtte have været! I hvert fald var det´dét Lucas fandt frem til, via brudstykkerne af billeder i hans hukommelse. Han var tæt på at græde igen da an fortalte sin mor om det. Men der var nærmest ikke flere tårer at klemme ud af ham. En enkelt tåre blev det til. Og hans mor vidste slet ikke hvad hun skulle tro og ikke tro. Hun vidste selvfølgelig godt at hendes mand havde været eftersøgt af Azkaban, men havde aldrig regnet med at stå i den situation at de fandt ham. Tårerne løb tavst ned af hendes ansigt mens hendes lille søn, stod og erklærede sig morder, i et forsøg på at beskytte sin far. Hun vidste at Dementorene umuligt kunne have været ude på at slå ham ihjel, men hun ville nok aldrig finde ud af det. Samtidig tvivlede hun stærkt på at Sarah skulle have været ude på at slå sin far ihjel. Men måske var det Sarah der havde fundet ud af sin fars hemmelighed, og ringet til Azkaban? Hvorfor skulle de ellers have rodet op i den gamle og ubetydelige sag? De havde så meget andet at rode med. Men hvorfor ville Sarah nogensinde gøre det? Og hvis hendes søn var en morder, ville de så også komme efter ham? Og kunne hun overhovedet stole på ham? Hun var ude af sig selv, og vidste ikke hvad hun skulle gøre. Hun sagde at Lucas aldrig nogensinde måtte fortælle om det der var sket.
Lucas og hans mor flyttede hurtigt efter episoden til Brighton i England. Patricias hjemland. Hun kunne ikke holde ud at blive boende i huset i Frankrig, og den gode nyhed hun ville være kommet hjem med den dag, skulle bestemt ikke vokse op det sted. Hun var gravid. Og kort til efter Lucas 10 års fødselsdag blev en lille pige født. Lillith Kitami. Lucas mor var meget omsorgsfuld og beskyttende når det gjaldt Lillith. Hun ville ikke have at Lucas var alene med hende. Også selvom hun stadig ikke vidste hvad hun skulle tro om Lucas beretning omkring hvad der skete i Frankrig, så havde hun lagt en vis afstand til Lucas. Hun accepterede ham ikke rigtig som søn mere, og når han kaldte hende mor, svarede hun tonløst “lad vær‘ med at kalde mig det..” Lillith ville aldrig få at vide at Lucas var hendes bror. Og selvom han elskede sin nye søster højt, accepterede han sin mors ønske. Han kaldte hende Patricia og nærmede sig aldrig Lillith. Han kunne ikke sove om natten længere, han drømte om episoden i Frankrig. Han blev indelukket og sky. Han så aldrig folk i øjnene, kiggede altid ned. Han begyndte også at glemme ting. Han glemte ting som hans sind ikke ville acceptere, eller kendes ved. Men selvom han ønskede at glemme episoden i Frankrig mere end noget andet, hjemsøgte det ham stadig om natten, og den historie han havde bildt sig ind, blev mere og mere klar. Hvad der i virkeligheden var sket, var væk.
På hans 11 års fødselsdag, får han så et brev fra Hogwarts. Han er blevet optaget, og til hans mors store lykke. Hun er glad for at få ham ind på en skole, med ordentlige omgivelser, hvor han kan blive boende i nogle år, så han ikke skal være hjemme hos hende og Lillith.
Og endelig begynder han på Hogwarts. Han bruger det meste af første semester på at finde informationer omkring sin far. Hans mor fortalte ham at skyggerne han havde set, var Dementorer fra Azkaban, men at Kenichi ikke fortjente at få den straf. Og derfor ville Lucas undersøge det nærmere. Men han fandt ikke ud af så meget mere end at han var med i en ulovlig japansk orden der udførte sort magi. Der står åbenbart ikke meget om japanske ordner i bøgerne på hogwarts bibliotek. I hvert fald ikke i den afdeling elever har lov at være i.
2. semester spendere han på at gå til en masse psykolog, og hans mareridt holder op med at vende tilbage hver evig eneste nat, samt at han bliver en smule mindre sky. Men han opnår ikke rigtigt at få nogle venner. Han er stadig ret indadvendt og holder sig mest for sig selv. Derudover opdager han at han er slangehvisker, da han høre nogle få ord fra en mindre slange en dag han befinder sig udenfor. Men han kan ikke finde ud af selv at tale det. Hans mor fortæller ham at Kenichis morfar også var slangehvisker, men hun forbyder ham at lærer mere om det. Og selvom han er meget nysgerrig omkring det, så adlyder han mut sin mors ordre.
3. Semester begynder han at fatte en lille interesse for sort magi. Han holder det dog på afstand. Han vil ikke rodes ind i noget. Derudover sker der ikke meget dette år. Han går mest op i skolen, og laver ikke så meget andet. Og det var ikke meget anderledes i 4. semester.
I sommeren mellem 4. og 5. semester prøver han at få lidt tid med Lillith. Men Patricia lader dem ikke være alene sammen. Han vil så gerne være den kærlige og beskyttende storebror, som vil gøre hvad som helst for sin lille søster, men det er der ingen gode udsigter for. Næste semester vil han knokle hårdt for at blive endnu bedre i skolen, i håb om at overbevise sin mor om at han sagtens kan være en vidunderlig storebror. Men han slås stadig med sit sind og episoden for længe siden. Han gemmer det godt for omverden, men dybt inde er han stadig forvirret og bange. Han holder tappert ud ved at fortrænge det bag de smil, der efterhånden er dukkede op på hans ansigt igen.
;D
Celebrity: Camui M.S. Gackt (aka GACKT)
