I'll take you down the only road I've ever been on

[kenshine]

Hun slog blikket ned, han viste at han havde skuffet hende igen, men det var nok bedst sådan. Han viste i sit hjerte at han aldtid ville elske hende, altid savne hende og at han ikke ville lade den smerte blive til et blødene sår, for deres tid sammen betød så meget mere end det.

Der var en kærlighed og en omsorg i det blik, som Jill sendte sin lille datter og han var lykkelig over at hun havde nogen at dele de følelser med. Malika var så yndig, hun havde sin mors øjne. Rhea, Muraii og Tilly, det var første gang de rigtigt mødtes, Tilly og Andrew skæntes, der var et frygtelig påstyr, noget med at Tilly havde kastet en sted i hovedet på ham. Muraiis hår var først begyndt at krølle senere, mens den lille Malika allerede nu havde bølgende gyldent hår. Han betragtede bare de to, kunne ikke få sig selv til at bryde ind i øjeblikket mellem dem.

Han rystede på hovedet, det kunne være rart, men han stolede ikke nok på sig selv til at genneføre det. Ud over det, så ville det bare give hende alt for mange problemer. "Jeg må heller komme videre, der er ingen grund til at jeg besvære jer ydeligere." Dieter, Ministeriet, de andre, hvis han blev for længe ville det nok ikke gå ubemærket hen

[Jade Yolinda Suresh]

♥ En let rynke kom til synes mellem hendes letbuede mørke øjenbryn. Han kunne vel ikke gå allerede. Han måtte vel have haft en grund for at komme. Han måtte have haft en skjult dagorden, en hemmelig mission. Rynken forsvandt, som hendes ansigt glattede ud i det fine ansigts former. De høje, tydelige kindben, med de farveløse æblekinder. En lige, lettere spids, næse med en blød næsetip. En blød kæbelinie og fyldige, løstoptegnedede læber. Overlæben kurvede sig kunstneriskt, hvor hendes underlæbe buede på en svagt firkantet farcon.
- "Hvorfor kom du Ethan?" Hun ville ikke at han gik endnu. Hun var ikke færdig med ham endnu, hun vidste hun muligvis aldrig ville se ham igen, så hun ville helst holde ham her så længe. Hun ville høre hans historier, så han kunne høre hendes. Spørgsmålet kom ud lidt hurtigt i forhold til hvordan hendes stemme ellers var meget rolig.
Hun ville også spørge hvorfor han ikke ville blive. Hvor han har været. Hvem det er han flygter fra, og hvorfor han flygter. Om han overhovedet har haft et liv siden sidst. Hvad hans liv var... Hun kunne ikke lade være med at føle de ville være mere sikre indenfor. Dieter ville ikke være et problem, tilgengæld var hun begyndt at synes, at væggene ikke længere var høje nok.

[/color][/i]

[kenshine]

Deres veje ville skilles, det var skæbnen, for hun hørte til i det store hus og han ude i den usikre verden, en balance, en naturlig orden. Et smil trak i hans ene mundvige, for hun var stadig Muraii, der kunne skælde sig huden fuld eller fortælle dig hvor komplet håbløse du er, for så holde dig tilbage, så i kan føre den samtale det hele handler om. "Kald mig en tåbe hvis du vil, men jeg måtte se dig. Jeg beder dig ikke om at vente på mig eller at følge mig, jeg vil ikke engang bede dig om at tænke på mig, men jeg elsker dig og du vil altid være i mine tanker, forstår du det?" Han rakte en hånd frem, men stoppede sig selv fra at berøre hendes smukke kind igen. Som sagt, så havde han følelser, som han ikke kunne forvente at hun skulle gengælde på nogen måde, det ville ikke være rigtigt at udnytte hendes venlighed. "Jeg er en egoist, intet mere. Nu ved jeg at jeg har en datter, selv om hun aldrig kommer til at kende mig, hun har allerede en far som holder af hende og i mit hjerte, vil hun altid være min datter. I er mine lysende minder, som intet mørke kan tage fra mig." Han ville give hende næsten hvad som helst, for de havde givet ham så meget. Ethan Collins var klædt som den fattigste mand på jorden, men han besad en rigdom der ikke kunne måles

[Jade Yolinda Suresh]

♥ Det var svært at sige om hun var tilfreds med svaret, men tog i det mindste vejret fra hende. De små hvide skyer der nu og da slap over hendes læber blev tydeligt færre og mindre.
Hun trak hovedet lidt tilbage da han rakte ud efter hende. Det var ikke fordi hun ikke ville han rørte hende, men fordi han ikke måtte.
- "Jeg elsker jo også dig.. Fordi du er en tåbe. Men jeg er ikke for tåbers eje,"

[/b] hun holdt sig fra at fortsætte, det må du da forstå, fordi det lød lidt for moderligt og bestemmende. Hun kunne ikke tro han var her, og så kun for så kort, alt for kort. Men at han var der, var også for meget. Dette møde var helt forkert. Tænk hvis hun ikke havde været i haven. hvad ville han så have gjort? Ville han havde rørt Malika? Ville han være gået ind? Ville han være gået?...

Døren op til huset stod stadig på klem, og selvom væggen vedsiden af glasdøren var at langt vindue, stod den lille lyserøde pige, stadig og smugkiggede ud af dørsprækken. Hun kunne ikke høre hvad de sagde, men hun forstod deres kropssprog, og hun kunne se sin mors sørgmodige ansigt. Men hvis hendes mor ikke ville tale med den påtrængende tigger, hvorfor sendte hun ham ikke væk? Og hvad lavede den hjemløse mand også i deres have? Hun så sig over skulderen, og overvejede om hun skulle kalde på sin far. Måske kunne mor ikke klare tiggeren selv. Måske var tiggeren i virkeligheden en magtfuld sort troldmand. Malika rynkede brynene under sin hat, og hendes øjne blev smalle af bekymring, næsten som hun skulle græde.[/blockquote][/color][/i]

[kenshine]

Som et frisk sår, ville deres kærlighed altid bløde, dybt og inderligt. Øjeblikket, som varer evigt og dog kun et kort sekund, var passeret. Den hårde og ubarmhjertige vind sled i hans klæder, for at vende ham fra hende og vende sig måtte han. Ansvar lå stadig på hans brede skuldre, ting han skulle nå og løfter som skal opfyldes, før han kan lægge sig til ro. Igen begyndte hans tanker at vandre, vidste hun mon at det var hende han havde båret med sig gennem regn og kulde, hende der lagde armene omkring ham. For hans indre øje stod Muraii bag ham, med armene omkring hans skuldre og blide ord, hvisket i hans øre til godnat. Men her stod de, hun var en anden mands kone, han var en flygtning, en helt som havde givet det hele i sin overbevisning om at alting nok skulle blive godt. Måske ville han ikke høste frugten, få slutningen og pigen, men han havde givet Alex og Malika en chance, deres mulighed for at finde fred. Livet er kort, man giver hvad man har og selv da, må man forsætte. Ethan Collins tog Muraii i sine arme, i en kort og hurtig bevægelse, lod to finger løbe ned over hendes smukke kind, før han forsigtigt løftede hendes hage, så han kunne kysse de rosa læber, først blidt, men så hårdt og inderligt. Mens hendes varme og kærlighed opfyldte ham med en lykke, som det er svært at beskrive med andet end tåre