I'll take you down the only road I've ever been on

[kenshine]

Lawick Manor, 5 Years ago.

Cause it's a bittersweet symphony this life
Trying to make ends meet, you're a slave to the money then you die
I'll take you down the only road I've ever been down
You know the one that takes you to the places where all the veins meet, yeah

Den lille have var endnu smukkere om vinteren, sneen gav den et blødt og fortroligt udseende, som passede til stilheden. Den smukke stilhed blev kun brudt af sneen, som dalede ned fra den grå himmel og personen som gik gennem haven. En sagte knirken kunne høres, for hver skridt han tog. Skikkelsen bar en lang mørk kappe med hætte, hvor under man svagt kunne skimte mørke rødt hår og et skarpt ansigt, et ansigt som bar et ar på den ene hind, et ansigt som kunne virke hærget, dette udtrygte sig også i de vagtsomme øjne, som søgte en hver bevægelse eller fare i nærheden. Ethan Collins var ingen dreng mere, den tid var for længst forbi. Halvt skjult af de store træer betragtede han en skikkelse længere nede i haven, en ung blond pige, som er godt igang med at bygge sig en snetroldmand, eller måske en heks?
Hårdheden forsvinder langsomt, som disen fra solen, mens han ser på pigen og hendes lille projekt. Helt i sin egen verden, uvidne om livets mere ubehagelige sider og triste skæbner. Hun lyser, hun har stadig et barns glæde og renhed. De stålgrå øjne forlader hende ikke et øjeblik. Han prøver ikke at tænke på Jill, ja det hedder hun jo nu, som havde valgt et af sine mellem navne i stedet for det mere genkendelige Muraii. Hun ville sikkert ikke bryde sig om at han var her, og hendes mand endnu mindre, hvis han overhovedet kendte noget til ham, hvilket han sikkert ikke gjorde, Jill ville nok helst beholde det på den måde. Men han måtte bare se hende

[Jade Yolinda Suresh]

♥ I den lille have bed frosten knap så hårdt. I den lille have, peb vinden kun halvt så klagende i ørerne. Den lille have var en bobbel af ro i udkanten af det fastfrosne London. Her var det sikkert at lege, sikkert at græde, sikkert for et lille barn at vokse op, eller et voksen sjæl at dø.
Hendes ånde var tæt og hvid. Hvid som en spæd sky på en blå himmel. Hun gøs ikke, selvom kulden gik igennem hendes mørkerøde kappe. Hendes hætte var trukket op over krøllerne, de karamel brune krøller som brusede frem om hendes hals og ned af hendes bryst, men ikke så den skjulte hendes kønne ansigt. Hendes alder var umulig at fastslå, men hendes skønhed havde ikke falmet med årene. Kun gnisten, der før hen havde domineret og funklet, var væk. Trodsigheden - viljestyrken.
Det sorte kaninpels som hætten og kappen var forret med kærtegnede blidt hendes ene kind, når en bidende brise af skarp vinterluft langsomt og modløst dansede forbi hende. Muffen af det same skinnende pels holdt hendes hænder samlet og varme foran hendes ranke krop.
hun stod, med sneen dalende omkring sig, under det nøgne piletræ og holdt øje med ham. Ham og hendes datter. Ham og hans bevægelser, hendes datter og hendes smil. Hun sagde ikke noget. Stod bare

[/color]

[kenshine]

Når han så på hende, så følte han noget, som han ellers ikke kunne tillade sig at føle sammen med flokken, hengivenhed. Man er en del af flokken og flokken er en del af en selv, det var lykkes ham at trække sin søn væk fra den verden, men følelsen af flokken havde de alle, den kunne han ikke undslippe. Malika var blevet en smuk pige, hun var ikke rørt af den tilstand som red hans sind under fuldmånen, men endelig viste han jo heller ikke om hun var hans, det var ikke til at sige. Hans kærlighed til pigens mor, det havde værken ægteskab eller efterlysninger fra Ministeriet for Magi kunne stoppe, men større ting var kommet i mellem dem og han forlod hende. Den kolde brise skiftede og bragte ham en duft, som var ganske velkendt, den stak ham i hjertet. Roligt, for ikke at forskrække hende vendte han sig mod hende med et smil. Billedet i hans sind passede perfekt, hun var som altid skønner end livet selv. Han selv var ikke mere end en vagabond, klædt i gammelt tøj, men hans ranke ryg og hans holdning tilhørte en mand, som viste hvem han var og hvad han stod for. Han var arret og hærget at se på, håret var som altid alt for langt, men hans smil og varmen i hans øjne var ægte. Hvis hun afviste ham, så forstod han det godt, for han havde ingen plads i deres liv, i hendes liv, for den gav han jo selv afkald på for længe siden.

[Jade Yolinda Suresh]

[[Skal vi ikke sige Malika er på sit første år istedet, altså 5 år siden. Kom til at beskrive hende som lidt for lille ]]

♥ Hun vidste ikke hvad hun havde forventet. Men da han vendte sig, og deres grå øjne atter mødtes, efter så lang tid, var det med både som et hårdt greb af skuffelse, men også en svag varm boblen af gensyns glæde. Hun slog blikket ned i sneen imellem dem. Det var ikke kun den hvide jord der adskilte dem, men sneen dalede som en ustoppelig mur imellem dem.
Stilheden forblev. Det eneste hun kunne høre var den knirkende sne under Malika's tykke læder støvler. Hun så op, ikke på Ethan men, på Malika. Hendes øjesten. Jo selvfølgelig elskede hun sine sønner, men med Malika havde hun selv fået en ekstra chance. Og selvom hun gjorde det diskret og med ynde, så levede hun nok sit liv endnu engang, igennem hendes lille datter.
- "it's been a while," hendes stemme var stadig så rolig og silke blød som altid. ingen ulækker, gamel og knækket rygestemme, men kontrolleret og neutral. Hun så tilbage på ham fra sin lille pige, som var polstret i lyserødt fra top til tå. Det lyse hår væltede ud under den lyserøde hat, med den store lyserøde pon-pon på toppen som hoppede til hendes bevægelser. Arret, øjnene, håret, næsen, muden, blikket, smilet, gløden. Det var alt det samme, og dog, var det lidt som et eventyr med en ulykkelig slutning. Hans tøj, hans lugt, hans tilstædeværelse, det var alt forkert.
Malika havde stadig ikke opdaget den fremmede mand i sin have, men var istedet begyndt at synge.
"Old Gordon was a little dwarf.." Man kunne høre smilet i hendes stemme, selvom hun ikke sang særlig højt.

[/i]

[kenshine]

At høre hendes stemme igen, hver eneste lille, tone, den melodiske stemme føring, var som en usynlig snor om hans hjerte, som forsøg at trække ham til sig og han viste at han aldrig ville kunne slippe hende, hvis han gav efter. Men hans blik fulgte hendes, til den lille pige, der sang så muntert og uskyldigt, som kun et barn kan. Malika var muligvis den vigtigste ting der bandt dem sammen og kom imellem dem, for hun var det yskyldige barn, hvis skæbne endnu ikke var blevet berørt af den mørke verden, som fandtes udenfor haven. "Har jeg en datter?" Hans stemme var en smugle hæs, og spørgsmålet lød så dæmpet, at det let kunne bæres på vinden. Han kunne ikke bede hende tage med ham, for han havde intet at tilbyde. Selv nu, kunne han intet andet tilbyde hende end sagte ord og gamle minder, i den kolde vind

[Jade Yolinda Suresh]

♥ Vinden fik kravlet sig over de hvide murer og trak den løse sne med sig, hen over den lille dam, og rundt om den lille Malika som måtte klæmme fast om sin hue for at den ikke skulle flyve væk med de rebelske snefnug.
I de gamle dage, var der aldrig noget som kom bag på Muraii. Hendes følelser var altid reserveret for tomme rum og ensomme aftener, men som mor hun følelser, og de følelser var beregnet til at blive vist.
Hendes mørke øjenbryn hævede sig, og et ekstra blink afslørede hendes overraskelse. Det var ikke hans spørgsmål som kom bag på hende, men hans ligefremme tilgang. Hun følte sig næsten en smule stædt af det, hun kunne jo stadig godt lide at danse om den varme grød, og det skuffede hende måske også lidt, at hun ikke fik muligheden denne gang.
Hendes hænder fnadt hinanden inden i den varme muffe. Hendes fingerspidser var alligevel kolde, uanset hvor meget hun holdt om dem. Hun så ned i jorden, som hun gik ned af helt snedækket trappe, for at stoppe på det sidste trin lidt tættere på ham.
- "Hvordan kom du ind Ethan?" Hendes stemme var ikke bebrejdende, men hård, bestemt og kontant. Hendes læber forblev i deres neutrale, naturlige form, med den kurvende overlæbe og let truttende men afslappede underlæbe. ingen smil, ingen mut mine. De skinnede svagt rødt i genskinnet fra den hvide snebund. Hendes øjne var stadig det uforståelige spejl til omverdenen, og ikke hendes indre, men det var altid sådan, at hvis hun var arrig var folk klar over det, og dette var ikke tidspunktet. Men hun ville have sin dans, så svar kom der ikke over hendes læber.
- "Er De der ude?" Hendes stålfaste øjne blev et øjeblik smallere som hun omtalte Dem, men blikket blev hurtigt neutralt igen. Hun behøvede ikke engang at kaste hovedet mod muren, eller tage blikket fra ham. Hun frygtede måske lidt, at hvis hendes blik vandrede for meget, ville hun se tilbage, og opdage han bare var endnu et puds som hendes medicin spillede.
Det var muligt Jill ikke viste så mange følelser, men inden i hende, var er en lille pige som skreg efter ham. Skreg for at skrige og efter at komme ud.

[/color][/i]

[kenshine]

Han kørte sin hånd ned over hendes gyldne kind, søen lå stille hen og sommer tusmørket lå trygt omkring dem. Siden den gang havde hans hånd berørt hendes kind mange gange, altid med en ømhed og varme, som han knap selv forstod. Han havde holdt om hende sidste gang de så hinanden, han havde berørt hendes kind, uden rigtigt at forstå at det var for sidste gang og bevægelsen havde nærmest været flygtig. Mange ting bliver taget forgivet, deres kærlighed og hans tro på at kærligheden nok skulle sejre. Alt hans tro og håb var blevet gjordt til skam, knust af realiteterne og hans havde gjordt hvad han måtte, for ikke at miste mere.

De grå øjne hvilede ved hendes strålende grønne, mens han nærmede sig hende forsigtigt. Han forstod godt hendes virkelig spørgsmål, det som hun virkelig ville vide, men han måtte få det over sine læber. "Der er altid en vej, men man skal være villige til at tage den." Hvis han rakte ud nu, så ville han igen kunne berøre den gyldne kind. Men det var ikke en mulighed, den vej kunne han ikke gå. Muraii var sikker her, og det var lille Malika også, hos en mand som muligvis ikke viste dem det så ofte, men sikkert elskede dem begge højere end noget andet. "Tænk ikke på dem, de tør ikke længere følge efter mig og der findes måder at skjule sig på, som de slet ikke begriber." Man løb altid en risiko, men Ethan ville gøre hvad som helst for at beskytte Muraii og Malika. Ulve er som man siger noble væsner, bæstet i hans natur var ikke at fornæget og han kunne være en frygtelig fjende, men manden bag bæstet spiller også sin rolle. En rolle, som ikke tålte dagen lys, ganske som de hemmeligheder og intriger, der omgav den.

[Jade Yolinda Suresh]

♥ Hun havde næsten lyst til at grine. Grine af ham og hans "guld og grønne skove". Han var jo stadig en drømmer, en drømmer som levede i sine drømme. Hun holdt sit grin tilbage, men hendes øjne havde fået et glimt at hån og mistro.
- "Og hvilken vej ville det så være?" Hun klemte hårderer om sine fingre inde i luffen. Hun kunne mærke sit hjerte banke, men ikke sine fingre, hvilket gav en syrealistisk tomhed i luffen.
- "Hvorfor ville jeg skjule mig, når jeg kan have et hjem, med en mand som elsker mig. Elsker os alle, selv de børn som ikke er hans. Han fylder de tomheder som der nu kunne være, men uden at jeg er afhængi af ham. Vi er afhængige af hinanden. Vi er et rigtigt par, som skaber tryghed både for os og børnene," hun smilte ikke mens hun omtalte Dieter, heller ikke som hun roste deres liv til skyerne. Hun mente det sikkert, men måske sagde hun det kun for at se hvad hendes ord fik frem i Ethan. Hun stolede ikke på det han var, og hun ville aldrig stole på det han var en del af. Det var jo hendes far om igen, bare i lidt andre scenarier.

Deres ord kom ud i tykke skyer, mødtes og knap som de blev blandet blev de til iskrystaller, og forsvand i den isklare luft. Muraii havde altid testet folks personlige områder, men hun kunne alligevel ikke lade være med at føle Ethan kom lidt for tæt på. Denne uro blev ikke vist i andet end et langsomt kast med blikket op mod huset. Alting foregik en smule langsommere her ude i kulden. Det var som om hjerne og krop reagerede langsommere, og tanker frøs fast alt for længe i ens indre blik. Hun så tilbage mod Ethan, men i virkeligheden forbi ham, og hen mod Malika. Den tynde sølvkæde og det lille vedhæng hang om pigens hals og tyngede. En vægt hun måske ikke burde bære?

[/color][/i]

[kenshine]

Hendes ord sagde alt, hun nævnte hver og et af de ord han havde brugt, da han skulle overbevise sig selv om at han gjorde det rigtige for dem alle. Men det var ikke hvad hun ønskede at høre, Muraii udviste kontrol, men hun ønskede ikke altid at have den. Han tog hendes bløde kinder i sine hænder, kyssede hendes gyldne pande, forsigtigt, men fast. Deres øjne mødtes, han kunne lige afholde sig fra at kysse hende på munden, ved at bevare denne øjnkontakt. "Jeg kan ikke kæmpe for dig denne gang, du har ret, du fortjener mere." Efter alle de år, så ventede hun stadig på at høre de ord, på at høre ham sig at han tog fejl, at han fortrød at have forladt hende, men det kunne han ikke.

[Jade Yolinda Suresh]

♥ Det var ikke det hun ville høre. Hun slog blikket ned. Men hvad var det hun ville høre? Hans læber var varme og ru mod hendes bløde kolde pande. Hans hænder, var lige så faste, en rigtig mands hænder. De var nok ikke kommet i nærheden af en håndcreme, siden sidst hun havde rørt dem. Malika's sang stoppede i et nys, men Jill reagerede ikke. Hun stod, med sine tanker i snehvirvler omkring sig, med sin kind mod hans hånd, mens deres hud udvækslede kulde og nærhed. Hun vidste ikke hvorfor dette var så hårdt. Men man sagde jo, at ens første kærlighed varer for altid.
Hun så op, mødte hans grå øjne og mærkede en varme brede sig i sin krop, som en gnist i et hav, helt ud af ingenting. Jo, der var nok noget ved de dumme ordsprog.

Sneen knirkede et stykke væk, og Jill trak sig en smule tilbage. Malika kom gående, med armene en smule ud fra kroppen, fordi hun var pakket så godt ind i forskellige lag af tøj. Hendes næse var rød og hendes kinder friske. Den lille pige virkede helt opslugt af lyserøde uldfrakker tykke huer. Hun så op på Ethan, uden helt at flyttede hovedet. Det var svært at sige om det var fordi hendes hals var pakket ind i halstørklæder, eller fordi hun forsøgte at gøre det diskret.
- "Er du kold min egen?" Jill tog endelig en af sine hænder ud fra muffen og og berørte let Malikas rødblussende kinder. Malika nikkede så hendes hage på skift forsvandt og dukke op bag det dunede hvide halstørklæde.
- "Så løb ind med dig. Dora har kakao klar til dig." Muraii smilte kun svagt men kærligt som for at forsikre sin unge datter. Malika skævede en sidste gang til den fremmede rødhårede, med det store ar, det filtrede hår og de pjaltede klæder. Han lignede ikke den type mænd som hendes mor normalt talte med, men han virkede ked af det. Hun trak de gyldne øjne til sig igen, og små løb op mod huset med håret svævende efter sig i en gylden fane. Malika efterlod de tre magikerer tilbage. Den rødhårede, hendes mor og snemanden...

- "Har du brug for at blive natten over?" Jill gemte sin hånd med de mørklakerede negle som sikker bevidst passede til den varme røde pels i huen. Hun lagde ikke formeget i ordene, det var af høflighed og gammel venskab. Hun bekymrede sig for ham, og det var mest derfor det ikke ville blive til noget mere. Det var slut, fordi hun ikke havde brug for at bekymre sig, hun havde brug for stabilitet. De havde flygtet nok i hendes ungdom. Hun var gammel og træt, og der var Ethan ikke nået til endnu.

[/color][/i]